08/02 2013

Bachs Blomstermedicin

Allerede i 1998 talte Seeren, som selv var en dreven homøopat, om at virkningen af homoøpatisk medicin og blomsterremedier var aftagende. Dette skyldtes ifølge ham, at menneskets elektromagnetiske felt var under forandring.



Seeren arbejdede stort set i alle de år, jeg var med ham, på at finde nye homoøpatiske midler, i potenser, der var stærke nok til at have den samme virkning, som lavere potenser tidligere havde haft. Han forudså, at medicinerne helt ville miste deres virkning, i hvert fald for en periode.

I de hellige dage omkring jul fik jeg besøg af Seeren. Han kigger af til forbi, men denne gang var der noget særligt på færde. Natten efter besøget drømte jeg om Edward Bach og hans blomsterremedier. Jeg så dr. Bach klædt helt i hvidt og vågnede med en klar fornemmelse af at kende ham. Jeg ser ham som en af brødrene hos Essenerne ved Det Døde Hav i Israel på Yeshuas tid.

Indtil denne drøm var det meget lidt jeg kendte til Bach og hans blomstermedicin. Jeg har brugt Bachs Rescue Remedy i mange år, og altid været fascineret af medicinerne, men aldrig fordybet mig i dem. Det gjorde jeg nu. Umiddelbart efter drømmen anskaffede jeg mig kopier af Edward Bachs efterladte skrifter, The Essential Writings of Dr. Edward Bach, som kan købes på amazon.co.uk. Og det kan anbefales.



Bogen består af to skrifter: The Twelve Healers og Heal Thyself.
Især den sidste, som er en enkel og dyb indføring i den filosofi, der ligger bag Bachs helhedssyn på mennesket, er en spirituel perle.

Drømmen har fået mig til at forstå, at Seeren ønskede at gøre mig opmærksom på, at Bachs blomstermedicin igen er virkningsfuld, og måske mere end nogensinde før.
Jeg siger ikke at det er sådan, men det er sådan, jeg opfatter det. For mig er der ingen tvivl.

Men anskaf bogen, læs den og mærk selv efter.

Bachs blomstermedicin er styrke til Sjælen i de skærpende processer, vi netop nu gennemgår. Den understøtter mennesket i at grundlægge den højeste etik, forstået på den måde, at medicinerne kan håndteres af alle. Det kræver blot at man er forankret i en reel forbindelse til den højere intuition, både når man skal diagnosticere andre, og når man selv skal forbinde sig med blomsternes kvaliteter.

Medicinerne virker helt anderledes end gængs medicin, som tit blot er symptombehandling. Blomsterne virker på et højere plan, der berører både de æteriske og astrale planer. Det vil sige at det først og fremmest er selve grundplanen, blueprintet for et menneske, der påvirkes. På den måde sikres det, at den som tager blomsterdråberne kommer til bevidsthed om sig selv og sin situation. Det kan være gennem drømmelivet eller som intuitioner, der strømmer ind i dagsbevidstheden og åbner op for et klarsyn.

Bachs blomstermedicin understøtter enhver spirituel proces, og er udtryk for den samme psykologi og filosofi, der strømmer gennem det aramæiske sprog, det sprog som Yeshua talte. Denne psykologi er indbegrebet af enkelhed, ydmyghed og medfølelse.

---

 

Tilbage / Back